4,6K
Herhjemme er popcorn et kæmpe hit fredage og lørdage. Min kæreste og jeg er begge mest til salte snacks, når vi ser film, hvorfor popcorn er perfekt til filmhygge i weekenden (hvem prøver jeg at snyde? hverdage også selvfølgelig).
Jeg plejede at gå meget i biografen for et par år tilbage. En af de primære grunde var uden tvivl popcornene. De er vanvittigt gode.
Det var lige indtil, jeg fandt ud af, hvor nemt det egentlig er at lave derhjemme. Og så er det super billigt. Derudover bilder jeg også mig selv ind, det er sundere. Både fordi jeg kan lave det 100% økologisk, men også fordi jeg selv kan styre, hvor meget fedt/olie, jeg bruger i mine popcorn.
Det kræver 3 (og en halv) ingredienser. Popcornmajs, olie, lidt smør og ja, salt.
Ingredienser
- 1 dl popcornmajs
- 2 spsk. smagsneutral olie - jeg foretrækker kokosolie
- Salt
- En lille klat smør (cirka 5 gram)
Sådan gør du
- Kom din kokosolie i en stor gryde på høj varme.
- Når olien er smeltet, kan du komme dine popcornmajs i gryden - og husk for guds skyld låg på.
- Efter cirka 2 minutter vil dine popcornmajs begynde at poppe.
- Når de er i gang med at poppe, kan du sagtens skrue lidt ned for varmen.
- Når der er 2-3 sekunder mellem hvert pop, skal du ryste gryden lidt, så de ikke-poppede kerner kommer ned i bunden af gryden.
- Du kan med fordel løfte grydelåget af og til for at lukke noget af dampen ud. Pas på dine popcorn ikke stikker af ;-)
- Når din gryde er fyldt godt op med popcorn, hælder du dem i en stor skål.
- Så slukker du for komfuret, sætter din gryde tilbage på eftervarmen og smider en lille klat smør i.
- Mens du venter på smøret smelter, kan du eventuelt salte dine popcorn i skålen ved siden af.
- Når smørret er smeltet, hælder du dine popcorn tilbage i gryden med smørret, smider låget på og ryster popcornene så godt som muligt, så smørret bliver jævnt fordelt på dine popcorn.
- Derefter hælder du dem tilbage i skåle, og så er de klar til at blive nydt til en god film.