Er du kaffeelsker, og vil du udforske, det bedste den Københavnske kaffescene har at byde på? København byder på en masse gode steder at få dit kaffefix. Hos Gastromagasinet elsker vi en perfekt afbalanceret kaffe – gerne i solen på en hyggelig fortovscafé. Vi guider dig til 7 af de bedste kaffebarer i København.
1. Coffee Collective
Siden 2007 har Coffee Collective været drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden. Med et stort fokus på bæredygtighed og etik har Coffee Collective et tæt og direkte samarbejde med lokale farmere, som sikrer dem fair betaling og den højeste kvalitet.
Coffee Collective forsøger altid at udforske og skubbe grænserne for, hvad kaffe kan. Det har resulteret i både guld i Barista Verdensmesterskabet og VM i Kaffesmagning.
Besøg dem på Sankt Hans Torv, Torvehallerne, Godthåbsvej, Kristen Bernikows Gade, Nørreport eller Jægersborggade.
Vis dette opslag på Instagram
2. Prolog Coffee
Efterfulgt af Coffee Collective har vi Prolog Coffee, som også er blandt det ypperste København har at byde på, når vi snakker frisklavet kvalitetskaffe fra øverste hylde.
Prolog har fokus på simplicitet, det perfekte rist, bæredygtighed, gennemsigtighed og en nørdet kærlighed til produktet. Du kan nyde en kop kaffe fra deres autentiske lille hyggelige kaffebar i Kødbyen eller købe deres kaffe med hjem og brygge den selv med hjælp fra deres udførlige bryggeguide.
Besøg dem på Høkerboderne 16 i Kødbyen.
Vis dette opslag på Instagram
3. Alice
I starten af Amagerbrogade i krydset mod Christianshavn ligger det hyggelige lille 3-delte bar. En kombination af et bageri samt is- og kaffebar.
Udover Alice er blandt Københavns bedste bagerier og issteder, er de knivskarpe til at brygge kaffe. Alice har et eksklusivt samarbejde med Koppi, som er et af de bedste svenske risterier – en verdensklasse kombination.
Besøg dem på Markmandsgade 1 på Amager.
Vis dette opslag på Instagram
4. Flere Fugle
Flere Fugle er ikke en helt almindelig kaffebar. Som udgangspunkt er først og fremmest et bageri – derudover er de også en bar, spise- og eventsted.
Nyd bagværk med surdej, kanel- eller kardemommesnurrer sammen med en friskbrygget kop kaffe, kom igen til aftensmad eller et af deres mange events, som primært finder sted torsdag til lørdag.
Besøg dem på Rentemestervej 57 i Nordvest.
Vis dette opslag på Instagram
5. Democratic Coffee
Tæt på Nørreport ligger den ikoniske Democratic Coffee bar, som siden 2011 har serveret kvalitetskaffe til studerende, forretningsfolk eller hvem, der end har lyst til en god kop kaffe. 2 gange dagligt bager de friske mandelcroissanter. Utvivlsomt en anbefaling værd.
Democratic Coffee ligger i Københavns hovedbibliotek. En lidt anderledes lokation end mange andre kaffebarer på listen, men klart den samme atmosfære du kender fra andre hyggelige kaffebarer.
Besøg dem på Krystalgade 15 i indre by.
Vis dette opslag på Instagram
6. Andersen & Maillard
Andersen & Maillard er en af de nyere kaffebarer i København, og har kun 2 barer pt.
De laver eminent bagværk og en virkelig lækker kaffe til. En kombination, der er svær at negligere. Med central beliggenhed på Nørrebro, er det klart et besøg værd – specielt, hvis du også har plads til en croissant on the side.
Besøg dem på Nørrebrogade og Göteberg Plads i Nordhavn.
Vis dette opslag på Instagram
7. Original Coffee
Kan du lide kaffe, er du med garanti allerede bekendt med Original Coffee. En af de klart mest velkendte kæder af kaffebarer i Storkøbenhavn.
Original Coffee er altid et fint valg, hvis du har lyst til en god kop kaffe i en af deres mange hyggelige kaffebarer.
Udover god kaffe har Original Coffee et stort fokus på socielt ansvar og det samfund, de er en del af.
Besøg dem på Sortedam Dossering, Göteborg Plads, Gammel Kongevej, Torvehallerne, Trianglen, Bredgade, Illum m.fl.
Vis dette opslag på Instagram
Et væld af hyggelige kaffebarer i København
En ting er, at København er exceptionelt skarp på at lave en fantastisk kop kaffe. En anden er, at Københavns små hyggelige gader giver den perfekte setting til at nyde en friskbrygget kop kaffe i en historisk og smuk by.
Et andet privilegie vi har i København, er vores adgang til fantastisk bagværk. Er du ude efter en perfekt sammensætning af nydelse, anbefaler vi, at du kombinerer en lækker croissant eller kardemummesnurre fra Juno the Bakery med en kop kaffe fra enten Coffee Collective eller Prolog.
Når du først kender de gode kaffesteder i København, er det nemt altid at finde en kaffebar i nærheden, der kan indfri din kaffetrang. Vi tilføjer løbende kaffeoplevelser, som er lidt ud over det sædvanlige, til listen, så du altid er ajour med de bedste kaffesteder i København.