Den havde været hård, stram, tannisk på en næsten skarp måde, lukket i frugten, krævende i mundvigene. Det var meningen. Den unge Barolo var ikke en vin, man drak ung. Den skulle ligge ti år, gerne tyve, før den åbnede sig.
Hvis man åbner en ung Barolo fra årgang 2020 i dag, fra en lignende gennemsnitsproducent, så er oplevelsen anderledes. Vinen er stadig tannisk, stadig kraftig, men den har en frugt, der er tilgængelig, en struktur, der er rundet i kanterne, en aroma, der kommer ud i glasset i stedet for at gemme sig. Den kan drikkes i dag. Den vil sandsynligvis udvikle sig pænt i ti år, men den er ikke utilgængelig, hvis man åbner den ung.
Hvad er der sket? Det er en lang historie, og den fortjener at blive fortalt, fordi den siger noget om, hvad vinregioner er for nogle størrelser, og hvordan de udvikler sig over generationer. Det korte svar er, at Barolo har gennemgået en revolution mellem cirka 1980 og 2010, og at vi nu er på den anden side af den revolution, hvor de modsætninger, der var, er smeltet sammen til en mere moden og varieret region, end den var før.
Den traditionelle Barolo, sådan den blev lavet før omkring 1980, fulgte en metode, der var udviklet over generationer i Langhe-bakkerne. Druerne, Nebbiolo, blev høstet sent. Macerationen var lang, ofte 30 til 50 dage, hvor saften lå i kontakt med skallerne og hentede tanniner og aromaer. Vinen blev derefter lagret i store, gamle slavoniske fade af eg eller kastanje i tre til fem år, før den blev tappet på flaske. Resultatet var en vin, der var meget langsom til at udvikle sig, men som kunne lagres i årtier.
Problemet var, at den unge vin var næsten udrikkelig. Markedet var langsomt vokset op uden for Italien, og forbrugere ville have noget, der var tilgængeligt. I 80’erne begyndte en gruppe yngre producenter, ledet af blandt andre Elio Altare og Roberto Voerzio, at eksperimentere. De korte ned på macerationen, brugte franske barriques i stedet for gamle slavoniske fade, lagrede kortere tid, og lavede vin, der var mere umiddelbart imødekommende. Pressen kaldte dem moderne. De traditionelle var rasende.
Striden, kendt som Barolo-krigen, kørte i et par årtier og var, i ærlighedens navn, lige så meget et generationsopgør og en kulturkamp som en vinteknisk debat. Hvis man vil dykke i appellationens regelsæt og historie, har Consorzio del Barolo en omfattende side med både historiske og tekniske oplysninger.
Den interessante udvikling er det, der er sket de seneste 15 år. De ekstreme positioner er gradvis blevet udjævnet. Mange af de traditionelle producenter har korter macerationen lidt, har anskaffet sig nye, men ikke nødvendigvis franske, fade, og har generelt tilpasset sig, så vinen er drikkbar tidligere uden at miste sin karakter. Mange af de moderne producenter har gået den anden vej, har reduceret brugen af nye barriques, har genoptaget lidt af den lange maceration, har dyrket mere mark per landmand for at undgå den ekstreme koncentration, der definerede 90’er-stilen. Resultatet er en region, hvor stilarterne stadig findes, men hvor de ikke længere er i åben krig.
Den udvikling er, set fra forbrugernes side, en uomtvistelig gevinst. I dag kan man finde Barolo i et bredt udsnit af stilarter, alle med deres egne kvaliteter, og man kan drikke flaskerne enten unge eller modne afhængig af, hvad man har lyst til. Bottle Hero har et udvalg, der rummer både de traditionelle, de moderne og dem, der er bevæget mod midten. Det er på den måde, man kan eksperimentere uden at skulle handle hos en specialist, hver gang man vil prøve noget nyt.
En anden ændring, der har betydet meget, er klimaet. Den varmere klimaperiode, vi er kommet ind i, har gjort modning af Nebbiolo lettere. Druerne kommer sjældnere underudviklede ind i kælderen. Det betyder, at de hårde, urtsmagende noter, som tidligere kunne præge en svag årgang, er sjældnere. Det betyder også, at alkoholen er steget en smule, og at vinen er fyldigere i kroppen end før. Det er ikke kun positivt. Klimaopvarmningen er en udfordring for regionen, og producenter taler i stigende grad om, hvordan de skal håndtere det på lang sigt. Men i den nære fortid er det blevet lettere at lave generøse Barolo-vine end før.
Den geografiske underklassifikation har også ændret meget. I de seneste år er det blevet almindeligt for producenter at angive den specifikke mark eller cru, hvor druerne kommer fra. Tidligere lavede mange producenter en blandet Barolo fra flere kommuner. I dag finder man flaskeetiketter med navne som Rocche di Castiglione, Bricco delle Viole, Cerequio, Brunate, Cannubi, Vigna Rionda. Det giver forbrugeren en helt anden mulighed for at lære, hvad de forskellige terroirs gør. En Rocche fra Castiglione Falletto smager anderledes end en Cannubi fra Barolo selv, selv hvis det er samme producent og samme årgang.
Det er en udvikling, jeg synes er værd at fejre. Det giver mere variation. Det giver mere konkret indhold i den måde, vi taler om vin på. Det betyder også, at man som forbruger kan blive bedre til at vælge, hvis man tager sig tid til at lære nogle få cruer at kende. Det er ikke noget, man behøver gøre. En god Barolo uden cru-angivelse fra en pålidelig producent er stadig en god vin. Men muligheden er der, hvis man vil grave.
Det jeg synes, vi bør sige om Barolo i 2026, er, at den er nået ind i en moden fase, hvor stilarterne er gennemtænkte, geografien er blevet finkornet, og kvaliteten er højere end nogensinde. Det er ikke en region, der er færdig med at udvikle sig, men det er en region, der har et fundament, der gør den til en af verdens mest interessante. For den danske drikker, der vil have en stor vin uden at skulle ofre alt på en flaske, er Barolo i dag en bedre buy end den var for tyve år siden. Den er stadig dyr, men den er mere generøs. Og den fortæller en historie, der er værd at lytte til.